Udskriv artikel Download

Deichmann har netop indgået et samarbejde med sommerskolen Pulsskolen, der skal være med til at understrege vigtigheden og glæden ved et idrætsfællesskab. Deichmann skal hjælpe med at styrke den årlige begivenhed og give familier, der ikke selv har råd, mulighed for at sende deres børn på årets Pulsskole og give dem en uforglemmelig uge i idrættens tegn.

Deichmann har en lang historie med at engagere sig socialt og gøre en forskel, hvor der er brug for det. Nu er muligheden igen opstået for at støtte et spændende lokalt projekt og det gør de i det nyligt indgåede samarbejde med Pulsskolen. Her får de mulighed for at hjælpe børn og unge landet over gennem et sponsorat, der skal være med til at opretholde og udvikle kvaliteten af Pulsskolen. Derudover tilbyder Deichmann fripladser fordelt ud over de ni byer, som sommerskolen afholdes i, så familier der normalt ikke har mulighed for at sende deres børn afsted på sommerskole også får muligheden for at nyde fællesskab og idræt med jævnaldrende. ”Det er den gode oplevelse, der driver værket og ikke mindst det gode fællesskab og sammenhold – og det gælder jo i så vidt ens arbejdsliv, som i fritiden – vi ønsker alle at være en del af noget. Vi ønsker med dette sponsorat at støtte et fantastisk projekt ¬– og vi ønsker at støtte de børn, der drømmer om denne oplevelse, men som ikke økonomisk har muligheden,” fortæller Deichmanns Marketing & PR Manager, Tina Cartey.

Glæden ved idræt

Deichmann har valgt at indgå et samarbejde med Pulsskolen ud fra en ambition om sammen at vokse og få flere børn til dyrke idræt. Pulsskolen afholder årligt deres sommerskoler, hvor omkring 1.500 børn har mulighed for at opleve glæden ved idræt gennem forskellige sportsgrene, som kampsport, dans, fodbold, battle, streethåndbold, gymnastik, rope skipping, pulsbold, adventure, orienteringsløb, kinball, yoga, fembold, karate, flag football, kidsvolleyball m.m. Mange velkendte sportsgrene, men med et tvist, så alle kan være med på lige fod. Pulsskolen besøger henover sommeren ni forskellige byer og har et tæt samarbejde med kommunerne i de respektive byer – her vil de kommunale medarbejdere sørge for at fripladserne bliver godt fordelt blandt ansøgerne. Pulsskolen er for alle, der kan lide at bevæge sig – uanset om man kender til de forskellige idrætsgrene eller ej – og Deichmanns samarbejde med Pulsskolen gør det muligt for endnu flere børn og unge at få en uforglemmelig uge med glæden ved idræt og fællesskab. ”Hos Pulsskolen ønsker vi at skabe den gnist, der skal få deltagerne ud i de lokale idrætsforeninger. Det har derfor stor betydning, at Deichmann ønsker at engagere sig og medvirke til, at endnu flere børn oplever glæden ved at dyrke idræt – uanset økonomiske forudsætninger. Med denne aftale kan vi fastholde den kvalitet, som Pulsskolen altid har været kendetegnet ved,” fortæller Mikkel Curth, der er leder af Pulsskolen. .

Samhørighed mellem værdier

Pulsskolen blev stiftet i 1994 af den idrætsglade familiefar Kurt Curth og er i dag stadig på familiens hænder. I dag er det dog anden generation Curth, der driver værket – nemlig sønnen Mikkel Curth og de kan i år fejre 25 års jubilæum. Deichmanns familiehistorie går noget længere tilbage, nemlig helt tilbage til 1913, men virksomheden har ligeledes formået at blive i familiens hænder. ”Det var netop denne samhørighed mellem familieværdier – og vigtigheden af at være del af et fællesskab, der fangede vores interesse,” fortæller Tina Cartey. Pulsskolen foregår i henholdsvis uge 27, 28, 31 og 32.